Skoler har speeddatet foreninger

2_speeddating_2016Mandag eftermiddag fyldte over 180 lærere, pædagoger og skoleledere samt mere end 30 aktører fra kultur- og fritidslivet, uddannelsesverdenen og erhvervslivet Kulturcenter Mariehøj. De skulle speeddate for at se, om der var et ’match’ til undervisningen i Rudersdals folkeskoler.

Livemusik fra harmonika, guitar og mandolin ledte sammen med solskinnet tankerne sydpå, da personale fra 11 skoler i Rudersdal Kommune ankom til Kulturcenter Mariehøj for at møde ”virkeligheden” i form af foreninger, uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet i og uden for kommunen.

”Lærerne bliver inspirerede, men også udfordrede i deres opfattelse af, hvad man kan i et enkelt fag. F.eks. kan man spille amerikansk fodbold med en vaskeægte amerikaner i engelsktimerne og derved øve sit engelsk og få motion oveni,” forklarede projektleder for den åbne skole i Rudersdal Kommune, Anette Schjødt Thorsen.

På portalen skolenivirkeligheden.dk kan godkendte aktører udbyde tilbud til folkeskolen i form af enkelte oplæg, workshops eller længere undervisningsforløb. Lærerne er netop nu ved at planlægge næste skoleår, og derfor var de kommet til speeddatingen for at få inspiration og måske vælge et af de i øjeblikket 123 tilbud fra 41 aktører, der er på hjemmesiden.

Se og book tilbud om åben skole

Kommunen har været tilknyttet portalen siden 2015 og det er således andet år, der blev afholdt speeddating, men første gang på Kulturcenteret. Som noget nyt i år var der præsentation af årgangsevents for udvalgt klassetrin, her udbydes bl.a. ’Innovationscamp’ for 8.klasse og ’Musikalske Skabelsesprocesser’ for 6.klasse. Hensigten er, at alle klassetrin over tid tilbydes årgangsevents.

Stor brug af tilbud
Lærer Pernille Bro fra Vangeboskole havde talt med bl.a. Rudersdalbibliotekerne, Gl. Holtegård og Ældresagen. Hun underviser i dansk, billedkunst og religion og bruger allerede Gl. Holtegårds tilbud: ”Og det vil jeg gøre igen, og jeg vil helt sikkert gøre brug af Ældresagens strikkedamer,” sagde hun og tilføjede, at hun også gerne ville tage imod tilbuddet om inspirationsbesøg på biblioteket. ”Messeformen i dag virker rigtig god, og jeg kan mærke, at stemningen blandt lærerne er god,” fortalte hun.
Dorthe de Bang fra Ældresagen havde en stand i længen ved caféen, hvor mange kom forbi. ”Det er et rigtig godt arrangement og formen fungerer. Vi har haft vores tilbud om ’Strikkedamer’ i et stykke tid, men nu har vi også et tilbud, der hedder ’Skolevenner’, og det er folk også interesserede i. Generationsmøder er et tema i Ældresagen lige nu, og det kan vi understøtte gennem dette tiltag,” fortalte hun. Jesper Madsen, der er lærer på Ny Holte Skole, syntes også godt om speeddatingen:

”Det er rigtigt godt med interessant og gode tilbud. Det er godt, at der er mange gratis tilbud også, da der ikke er så mange penge til det. Foreningerne er meget imødekommende, og jeg har bl.a. talt med Concito, dem havde jeg ikke hørt om før. De har en lækker hjemmeside, som taler til de unge, så den vil jeg helt sikkert bruge,” sagde han.

Jesper Madsen havde også talt med foreningen Grønt Flag, som han vil bruge til projektopgaver næste år, hvor han primært skal undervise i geografi.
Frivillige foreninger kan tilbyde skoleelever nye læringsrum og anderledes måder at lære på, og dermed bidrage til elevers læring, trivsel og motivation. Skolerne vil nu gå i gang med at booke de forskellige tilbud til næste skoleår, hvor eleverne vil nyde godt af dem.

Populære klimaambassadører

Fakta om åben skole

  • Med skolereformen har man introduceret ”den åbne skole”, der betyder, at kommunerne skal sikre et samarbejde imellem skolerne og det lokale idræts- kultur- og musikliv. Kultur- og foreningslivet skal indgå i skolen, så deres aktiviteter understøtter det, eleverne skal lære. (Kilde: borger.dk)
  • Aktører der ønsker at udbyde et tilbud gennem Skolen i Virkeligheden skal leve op til en række kriterier, om at tilbuddet skal understøtte børnenes læring, trivsel og/eller sundhed, om høj faglighed, kapacitet, tilgængelighed og børneattester. Udbyderen skal dertil på forskellig vis kunne understøtte børns nysgerrighed, fordybelse og engagement.

, , , , ,

No comments yet.

Skriv et svar

*

Rudersdal Kommune logo
91