Skidt og skrald skal aktivere skolebørn

Bistrupskolen har erklæret krig mod alt affald, der ligger og flyder på og omkring skolen. Elever, medarbejdere og ledelse skal på skift være affaldspatrulje og indsamle skrald på skolens område. De mindste klasser startede den nye tradition i sidste uge.

0.a. er klar! I dag skal de samle affald. Faktisk kan eleverne næsten ikke stå stille, mens klasselærer Anette Toft Madsen giver et par korte instrukser om, hvor de skal hen. Kampen om skraldet er hård, og der bliver spurtet igennem for at komme først. Med højlydte råb, og uden at sænke farten, kæmper børnene sig op ad stejle skrænter, og ind i det tætte buskads og deres små arme strækkes til det yderste for at nå det sidste stykke is-papir, som næsten ligger uden for rækkevidde.

  • Der indsamles affald ½ time hver mandag og fredag på Bistrupskolen. På den måde kommer alle voksne og børn til at samle affald ca. to gange om året.
  • 0.A samler skrald på Bistrupskolen, som en del af den af Den bæredygtige skole
  • Affaldspatruljen øver sig til Hop&Rock, hvor de vil hjælpe med at holde festivalpladssen pæn og ren. Patruljen bliver et synligt indslag med deres neon-gule veste, arbejdshandsker og niverter.
  • Efter hver affaldspatrulje folder eleverne veste og handsker pænt sammen - så de er klar til næste tur.

Hvorfor skal børnene samle skrald?

Miljøet her på skolen er vores fælles ansvar, og derfor har jeg insisteret på, at alle børn og voksne på skolen bidrager til det her projekt, forklarer initiativtager til affaldspatruljen, Christina Ekberg. Initiativet har hun udviklet i samarbejde med kollegaen Micael Noel.

Ud over en fælles ansvarsfølelse er målsætningen at skabe en fælles forståelse for, hvorfor skraldet skal samles op. Det har klasselærerne heldigvis været med på, så deres opgave bliver at gennemgå affaldstemaet for de enkelte klasser.

I 0.a. har Anette Toft Madsen snakket med eleverne om, hvad naturen, vandet og luften er – og hvad den betyder for os allesammen.

Emma på 6 år, har især lagt mærke til, at affaldet er farligt for dyrene, ”for de kan blive meget syge, hvis de spiser skraldet, fordi de tror det er mad.” forklarer hun med rynket pande.

Der kommer mere skrald i morgen
Kritiske røster vil sige, at der kommer mere skrald i morgen. Nytter det overhovedet noget at samle skraldet op? Christina Ekberg er ikke i tvivl.

”Alt hvad vi gør for naturen, er godt. Det affald vi har samlet op i dag forurener ikke længere, og det udgør ikke længere en trussel for dyrelivet.”

Gode vaner skal med på Hop og Rock
Affaldspatruljen skal med på årets Hop og Rock festival, som gerne vil være mere bæredygtig. Her skal de hjælpe børn og forældre, som kommer til at smide affald på festivalpladsen. Patruljen bliver et synligt indslag med deres neon-gule veste, arbejdshandsker og niverter. Som belønning skal hele affaldspatruljen op på festivalscenen, så de kan blive hyldet som ægte super-seje rockstjerner, fortæller Christina med et smil.

”Mit håb er, at andre skoler får lyst til at gøre noget lignende, og at hele Rudersdal på den måde bliver grønnere og renere.”

Læs mere om Christina Ekberg og hendes arbejde med bæredygtige projekter på Bistrupskolen

 

, , , , , ,

No comments yet.

Skriv et svar

*

Rudersdal Kommune logo
88