Friere tøjler skaber motivation på Dronninggårdskolen

“Når man tør give slip og give eleverne medansvar, så tager de det”. Sådan beskriver lærer Mikkel Kvistgaard sin vigtigste læring fra de første måneder med faget “følg din nysgerrighed”.

Mikkel billede

Mikkel, der er udskolingslærer på Dronninggårdskolen, havde i flere år gået med tanker om at skabe et koncept, der gav eleverne medansvar og bevidsthed om egen læring. Og med reformen kom muligheden for at gøre alvor af det. Målet med faget, der er en del af den understøttende undervisning, er, at eleverne skal blive klogere på, hvordan de lærer bedst.

Eleverne får glæde og energi i læringen, når de helt selv kan vælge, hvad de vil arbejde med, og dermed får de mere fokus på selve læringsprocessen, fortæller Mikkel.

Han oplever, at eleverne er gode til at forvalte friheden, når de har “følg din nysgerrighed”. De er selvkørende, giver hinanden lektier for og arbejder meget motiveret med deres emner.

Fra lærer til vejleder
Mikkel har skullet vænne sig til den nye vejlederrolle, der i modsætning til lærerrollen går ud på at støtte eleverne, hvor der er behov, og sørge for de praktiske ting:

“Det har været svært at give slip og stille sig bag eleven, men de kan jo godt. Det her er en kravlegård, hvor vi på tryg grund kan lære noget om, hvordan vi skal være lærere fremover”.

Læringen om læringen
For eleverne har det været svært at udfylde læringskontrakten og gøre sig nogle tanker om, hvordan de lærer bedst, og hvordan de vil vise andre hvad de har lært. Det er ifølge Mikkel her, behovet for vejledning er størst, for det drejer sig om vigtige kompetencer at have med sig senere i livet.

Arbejdet fortsætter
“Følg din nysgerrighed” er stadig nyt, og Dronninggårdskolens vejledere arbejder videre med at udvikle konceptet. Der er fortsat fokus på at bevidstgøre eleverne om deres egen bedste måde at lære på. Og så er vejlederne opmærksomme på, hvordan eleverne danner grupper. ”Nogle vælger emne efter, hvem de gerne vil arbejde sammen med frem for at forfølge deres nysgerrighed. Selvom det kan være en motivationsfaktor at arbejde sammen med dem, man godt kan lide, så er det noget, vi er opmærksomme på”, fortæller Mikkel.

Læs mere om understøttende undervisning og “følg din nysgerrighed” på Dronninggårdskolen. Læs også, hvordan eleverne oplever “følg din nysgerrighed.

, , ,

No comments yet.

Skriv et svar

*

Rudersdal Kommune logo
86