Elevers engagement lokker Lotte tilbage til skolen

“Jeg har stadig glæden ved at se eleverne engagere sig”. Sådan siger Lotte Nielsen fra Ny Holte Skole om sin tilbagevenden til skolelærerjobbet efter 13 år som udviklingskonsulent i Rudersdal Kommune – og dermed 13 år væk fra lærergerningen.

Lotte Nielsen er vendt tilbage til folkeskolen efter 13 år som udviklingskonsulent. Hun underviser 6. kl. i tysk på Ny Holte Skole.

Lotte Nielsen er vendt tilbage til folkeskolen efter 13 år som udviklingskonsulent. Hun underviser 6. kl. i tysk på Ny Holte Skole.

I foråret 2014 gjorde Lotte Nielsen ellers klar til at trække sig tilbage fra jobbet som udviklingskonsulent og gå på efterløn efter næsten 40 år på arbejdsmarkedet. Men så fik Lotte et tilbud, der kunne kombineres med efterlønsplanerne og bringe hende tilbage der til, hvor hun i 1975 startede sin karriere, nemlig som folkeskolelærer.

Fik jobtilbud i Kina
I forbindelse med Lottes internationale arbejde som udviklingskonsulent var hun i april 2014 på en tur til Kina med elever og lærere fra Ny Holte Skole. Her blev Lotte tilbudt at tage nogle tysklektioner med 6. årgang på skolen efter sommerferien, fordi der var akut mangel på tysklærere. Et tilbud, hun tog imod:

Jeg sagde ja, fordi jeg altid har elsket at undervise, og det skulle derfor være den sidste dimension i mit arbejdsliv. Jeg ville gerne have kontakten med unge mennesker igen og opleve dynamikken mellem eleverne og mellem lærer og elever. Glæden ved at se eleverne engagere sig og opleve deres glæde, når noget går op for dem, den har jeg stadig. Og samtidig kunne jeg hjælpe skolen ud af en klemme.

Vendte tilbage til anderledes folkeskole
På grund af skolereformen var det nogle nye rammer og muligheder, Lotte kom tilbage til i august 2014, da hun vendte tilbage til folkeskolen:

“Jeg synes, det er en rigtig god reform, som jeg bakker meget op om. Den giver mulighed for meget mere differentieret arbejde, og undervisningen får et løft. Reformen spiller godt sammen med min måde at tænke undervisning på. Der skal være leg og bevægelse, for kroppen er en god hjælper, når man skal lære og huske ting, og tyskfaget rummer mange muligheder for leg og læring”.

På den anden side af bordet
Tysklærerens baggrund som udviklingskonsulent, hvor hun især arbejdede med at omsætte tiltag fra ministeriet til konkrete projekter på skolerne, er en styrke, når hun nu navigerer i den forandringsproces, som reformen er:

”Det er interessant at sidde på den anden side af bordet som lærer, mens reformen nu udrulles. Jeg mener, at udvikling og forandring hører sammen, men som konsulent lærte jeg også, at udvikling tager tid. Tingene sker ikke bare, for der er et stykke vej fra en lovændring træder i kraft og til tingene bliver hverdag ude på skolerne. Der er rigtig mange ting, der skal spille sammen og fungere. Som lærer oplever jeg, at det tager tid at gøre det hele rigtigt”.

Glædeligt gensyn med folkeskolen
Den strategiske tilgang og evnen til at se tingene i et overordnet perspektiv, som Lotte har med sig fra tiden som konsulent, er også en fordel i lærerjobbet, fortæller hun:

”Der er mange refleksioner og meget strategisk arbejde forbundet med at være lærer, for man skal tilrettelægge undervisningen – hvor vil jeg hen og hvordan fører jeg eleverne derhen? Samtidig skal tingene jo også omsættes til praksis og på maks. 90 minutter om ugen – det er lidt af en opgave!”

For Lotte har det været et glædeligt gensyn med lærerkollegerne, som har taget vel imod hende:

”Mine kolleger glæder sig på mine vegne over, at jeg kan gøre det, jeg har allermest lyst til. Som efterlønner har jeg mere tid til mange forskellige ikke-arbejdsrelaterede ting og har mulighed for at tage den mere med ro”.

På spørgsmålet om, hvor længe Lotte bliver ved med at undervise lyder svaret: ”Det ved jeg ikke. Vi får se!”

 

Fakta om Lotte Nielsen (1953):

2014- : Tysklærervikar på Ny Holte Skole

2001-2014: Udviklingskonsulent, Birkerød og Rudersdal Kommuner

1998-2001: Lærer på Københavns dag-og aftenseminarium

1989-2005 Udvikler af lærebogssystemet ”Alles klappt!” for Gyldendal

1988-2001: Statens Pædagogiske Forsøgscenter

1975-1988: Folkeskolelærer på Kajerødskolen

, ,

No comments yet.

Skriv et svar

*

Rudersdal Kommune logo
92