Elever fra Høsterkøb Skole løber for lungesyge børn

Høsterkøb Skole deltager i Nordens største velgørenhedsløb for skoleelever, der finder sted fredagen før påskeferien. 244 elever fra Høsterkøb Skole er med, når 163.000 skoleelever fra 525 skoler i Danmark, Sverige, Norge og Finland snører løbeskoene i den gode sags tjeneste og deltager i Team Rynkeby Skoleløbet den 7. april.

Med deres deltagelse i Team Rynkeby Skoleløbet skal eleverne fra Høsterkøb Skole være med til at samle penge ind til Børnelungefonden, der arbejder for, at flere lungesyge børn og unge kan få et bedre liv med deres sygdom.

Eleverne kæmper i fællesskab
Det er tredje gang, at Team Rynkeby Skoleløbet afvikles på skoler i Norden. Sidste år løb 107.000 skoleelever 18,7 millioner kroner ind til børn med kræft. Skoleleder Hanne Bindseil Møller siger:

Det vigtigste er, at eleverne er fælles om det her. Det er ikke interessant, hvor meget den enkelte elev, klasse eller skole samler ind til formålet. Det vigtige er, at eleverne på tværs af klasser, skoler og lande gør noget, der samlet set er med til at flytte noget.

Eleverne, der deltager i Team Rynkeby Skoleløbet, har mulighed for at samle penge ind til Børnelungefonden ved at indgå mikrosponsorater med familie, venner og lokale erhvervsdrivende, der opfordres til at give et beskedent beløb per omgang eller kilometer, den enkelte elev løber i forbindelse med løbet.

Alle danske bidrag går ubeskåret til Børnelungefonden, der forpligter sig til at bruge mindst 70 procent af de indsamlede midler til forskning i kritiske lungesygdomme blandt børn. De øvrige penge går til aktiviteter for de lungesyge børn og deres familier samt oplysning og information. I Sverige, Norge og Finland samler eleverne ind til børn med kræft.

Se tilmeldte skoler

 

 

, , ,

No comments yet.

Skriv et svar

*

Rudersdal Kommune logo
87