SYNLIG LÆRING: Børn stiller spørgsmål til ‘undrekassen’

“Hvorfor har biler hjul?”, “Hvorfor er rummet uendeligt? og “Hvorfor har man penge? – det kunne ligeså godt være gratis”. Spørgsmålene er skrevet af børn på Sjælsøskolen i Birkerød, hvor skolefritidsordningen i samarbejde med lærere bruger nye metoder og tankesæt til synlig læring. Det fortæller SFO-leder Michael Hørdum, der er optaget af nye veje til aktiv læring.

“Vi skal involvere børnene i at forberede, målfastsætte og evaluere læringsaktiviteter, for det er vejen til øget motivation og læring. Det kræver noget nyt og ekstra af SFO-medarbejdere, men der er masser af muligheder, når bare vi griber dem og folder dem ud sammen børnene”.

Han nævner “Undrekassen” som et eksempel på en metode til at sætte børnenes læring i spil på nye og aktive måder. ‘Undrekassen’ er en lille rødmalet papkasse, hvor børn kan putte spørgsmål ind i gennem en lille sprække over et foto af en tænksom dreng, der ser ud som om, han grubler over noget. Ideen til kassen udspinger af det gode samarbejde mellem pædagoger og lærere i indskolingen, hvor bl.a. pædagogmedhjælper Frederikke Hahne og lærer Pernille Terkelsen hjælper elever fra 3.B med at undersøge spørgsmål, som de undrer sig over.

Børn går i kirke for at finde svar
“Børnene skal følge en proces, når de skal finde svar på et forundringsspørgsmål, for ellers risikerer vi, at de straks fokuserer på at lave et produkt – fx video, sang eller teater fremfor at udforske spørgsmålet og være åbne over at finde viden på mange forskellige måder”, fortæller pædagogmedhjælperen.

Hun fortæller, at det er frivilligt at lægge et spørgsmål i undrekassen, men generelt vil børnene rigtigt gerne bidrage med spørgsmål på små sedler. Sådan er undrekassen organiseret:

1. SFO-personalet aftaler med lærerne, at de kommer ind i fx en dansk eller matematik og henter en lille gruppe af børn, der gerne vil undersøge et spørgsmål. SFO-personale og lærere sammensætter gruppen ud fra deres viden om børnene, og der er både piger og drenge i den.

2. Børnene fra 3. B trække et spørgsmål fra kassen og taler med Frederikke om, hvordan de kan undersøge spørgsmålet – via internet, bibliotek, spørge en ekspert eller andet.

3. Børnene indsamler viden, redigerer den og vælger, hvordan de vil præsentere deres svar for
klassen.

4. De laver en fremlæggelse for deres klasse med fx video, sang, teater eller power point.

“Børnene synes undrekassen er sjov, og det undersøgende arbejde med at finde svar på et spørgsmål giver aktive elever mulighed for at bruge deres ekstra energi på en god måde”, siger Frederikke Hahne og fortsætter:

“Eleverne finder nogle gange svar på en helt anden måde, end de normalt ville gør. Fx har en gruppe børn mødt præsten i Birkerød Kirke, fordi de undrede sig over skabelsesberetningen med Adam og Eva, og deres to sønner. Børnene ville vide, hvordan to mænd  kan være forfædre til nutidens mennesker. Præsten var god til at sætte historien om Adam og Eva ind i et større perspektiv og fortælle ud fra fx kirkens kalkmalerier. Det giver noget helt andet til børnene end at finde svaret på nettet eller få en på skolen til at forklare”.

SFO spiller sig selv på banen med synlig læring

, , , , , ,

No comments yet.

Skriv et svar

*

Rudersdal Kommune logo
93