Åben skole sætter bank på skemaet

”Kender I et tv-program, der hedder Luksusfælden?”, spørger filialdirektør for Danske Bank i Holte, Charlotte Neerup ud i klassen. Der lyder et rungende ja fra eleverne. De går alle i 8. klasse på Trørødskolen og har valgfaget finans, hvor de lærer om samfunds- og privatøkonomi.

Et tilbud i Den åbne skole
Denne eftermiddag er bankdirektøren gæsteunderviser, og eleverne får en introduktion til de forskellige økonomiske begreber med gode råd om, hvordan man undgår at havne i luksusfælden. Charlotte Neerup er inviteret af valgfagslærer Keld Borup, som fandt Danske Banks tilbud til folkeskoleelever på Åben skole-hjemmesiden www.skolenivirkeligheden.dk.

Hvad er det nu lige ÅOP betyder? Filialdirektør Charlotte Neerup fra Danske Bank gav gode råd, da eleverne skulle tippe en 13'er om privatøkonomi.

Hvad er det nu lige ÅOP betyder? Filialdirektør Charlotte Neerup fra Danske Bank gav gode råd, da eleverne skulle tippe en 13’er om privatøkonomi.

Økonomi fylder i hverdagen
Interessen for økonomi er stor, og emnet fylder i hverdagen, fortæller Julie Lorenzen og Sarah Skovgaard fra 8.x.: ”Man skal holde styr på sin økonomi og sit budget og ikke bare tage lån. Vi tænker rigtig meget over, hvor mange penge vi har, hvad ting koster og om vi kan købe det, vi gerne vil”.

Tip en økonomisk 13’er
Charlotte indleder undervisningen med at fortælle om finanskrisen. Derefter fortæller hun lidt om, hvad en bank er, og hvad hun og kollegerne arbejder med i hverdagen. Dernæst skal valgfagsholdet tippe en 13’er med forskellige spørgsmål om renter, rådighedsbeløb, opsparing, faste udgifter og årlige omkostninger i procent (ÅOP). De fleste elever er ret godt inde i stoffet, de kender mange af svarene og stiller gode spørgsmål til Charlotte.

De dyre sms-lån
Alligevel volder ÅOP lidt besvær, for hvad betyder renter og omkostninger egentlig, når man låner penge? Charlotte forklarer forskellen på at låne penge i banken og på at låne fx via et sms-lån, hvor ÅOP ofte er helt oppe på 2000. Det giver stof til eftertanke i klassen.

"Vi lærer noget nyt, når der kommer en udefra og underviser", siger Sarah og Julie fra 8.x, her med lærer Keld Borup midt i billedet.

“Vi lærer noget nyt, når der kommer en udefra og underviser”, siger Sarah og Julie fra 8.x, her med lærer Keld Borup midt i billedet.

Ifølge valgfagslærer Keld Borup er det et fint supplement til undervisningen at invitere gæsteundervisere ind i klasseværelset: ”Finansholdet får mere ud af, at Charlotte underviser i privatøkonomi, fordi hun som ”autentisk lærer” har noget på hjerte, og hun brænder med sin praktiske tilgang helt igennem til eleverne.”

For eleverne er det ligeledes værdifuldt med besøg fra erhvervslivet: ”Det er fedt, at der kommer en underviser udefra, for så lærer man noget nyt. Det er en, der arbejder med det til hverdag, så hun ved mere om det”, fortæller Sarah og Julie.

Se, hvad lærere og samarbejdspartnerne mener om Den åbne skole

Læs om vinterbadning med Den åbne skole

 

FAKTA

Keld Borup, lærer på Trørødskolen siden 2012, er idemanden bag valgfaget finans. Med en fortid som kontorchef i Skat har han stor viden om og interesse for økonomi og samfundsforhold.

I valgfaget finans lærer eleverne om både privatøkonomi, samfundsøkonomi og internationale forhold, fx den græske økonomiske krise. Keld og valgholdet har blandt andet besøgt A.P. Møller Mærsks hovedsæde på Esplanaden og været i Nationalbanken og høre om kronekrisen.

, , ,

No comments yet.

Skriv et svar

*

Rudersdal Kommune logo
89